FORSIDE     Rejsetips     Gæstebog     Links     Kontakt     English


San Pedro La Laguna, Lago Atitlan



I San Pedro arbejdede vi med organisationen Vivamos Mejor ("Lad os leve bedre"), men pga. interne stridigheder (vi er ikke helt klar over hvor), så blev samarbejdet rimelig handicappet og vi var mest overladt til os selv. Ugen skulle have handlet om bæredygtig turisme, men i stedet snakkede vi en del om miljøet og arbejdede een dag for naturparken nær San Pedro. Derudover hjalp vi museet i San Pedro med at oversætte nogle tekster til Engelsk og ryde op og gøre det hele lidt pænere. For ikke at dø helt hen lavede vi selv en masse lege og diskussioner, hvor vi specielt snakkede  meget om religion. Det er helt ubeskriveligt så meget religionen betyder indenfor et folks udvikling - oftest holder religionen selvfølgelig udviklingen tilbage. For os danskere er det helt uforståeligt at folk hellere vil sulte end gå imod præstens ord, og til tider er det helt urimelige krav kirken stiller.

Lago Atitlán er en meget smuk sø og udsigten er altid dramatisk med de mange vulkaner. Vi tog en båd til en dejlig strand og det var to af brigadisternes første gang på vandet, så det var sjovt at se dem kravle rundt på taget af båden!

Brigadisterne blev denne uge nødt til at vaske deres tøj i søen. De lokale beboere bader, vasker og smider deres affald i søen. Man undrer sig tit over deres ligegyldige indstilling til miljøet, men uden en skraldeordning er det sådan set ligegyldigt hvor de gør af deres affald. Det ender alligevel altid i naturen.

Vi tilbragte en dag med økologisk arbejde. Vi genplantede fyrtræer i små poser osv. Det var rigtig rart at lave noget praktisk arbejde. De lokale arbejdere i parken var super fine og vi hyggede os rigtigt.

Vi havde mange diskussioner og lege for at lære hinanden bedre at kende, overskride grænser og for at forstå hinandens kulturer. Det var virkelig spændende, men til tider også trættende.

I denne uge lavede vi også bannere til demonstrationen mod Bush's besøg i Guatemala. Banneret siger "Terroristen er den der røver vores resourcer og militariserer vores byer! Ud af Latinamerika med Bush og hans morderiske militær!". Det er en tegning af Bush som Dracula der sidder på en tank der skyder dollartegn, mens han spiser af Latinamerika. Meget malende, ikke sandt?!