|
Guatemala
"El futuro es nuestro, el presente de lucha"
Guatemala er et fascinerende land med et ubeskriveligt smukt og varieret landskab og en rig og enestående kulturarv. Det er
oftest dette der tiltrækker turisterne der også nyder godt af de utrolig lave priser, men som altså også må bide
fattigdommen i sig. Hvad turisten ikke opdager, eller ikke interesserer sig for, er historien og politikken der har præget
landet de sidste mange år, men som tragisk nok fortsætter med at præge landet den dag i dag.
Guatemala har en meget tragisk historie der, som størstedelen af de Centralamerikanske lande, er præget af nordamerikanske
interesserer. Den 36-år lange krig sluttede i 1997, men selvom en våbenhvile er underskrevet fortsætter kampen i landet, i
mørket. Måske er det pga. de nordamerikanske interesser at der ikke er mere fokus på situationen i Centralamerika her i
Europa eller måske er det pga. manglende engagement fra vores side, men efter at have tilbragt to måneder i landet mener
jeg det er på tide at nogen sætter fokus på den udnyttelse og den urimelighed der hersker i Guatemala.
Som dansker kan man slet ikke forstå at en tidligere diktator og folkemorder kan stille op til presidentvalget 20 år senere
og det er ligeledes ubegribeligt at USA kan fortsætte uforstyrret med deres totale udnyttelse af det guatemaltekiske folk. Disse to aspekter er nok ikke uforbundne og derfor er én ting sikker: Tingene ændrer sig ikke i Guatemala og Mellemamerika før omverdenen sætter fokus og spørgsmålstegn ved USA's enevældige magt og indflydelse i disse hjælpeløse og forstyrrede lande.
Jeg har valgt at forsøge at videreformidle det jeg lærte på mit ophold i Guatemala til de interesserede der måtte falde
over min hjemmeside og så vil jeg håbe at de bagefter sidder med en lyst til at hjælpe med at sætte fokus på den
uretfærdighed der hersker i Guatemala og Mellemamerika!
|