|
Udveksling på Universidad de Buenos Aires (UBA)
Et semester på det offentlige universitet i Buenos Aires er en oplevelse i sig selv. Undervisningformen, det fysiske miljø, studiemoralen osv. er meget anderledes end den danske, så der er bestemt ikke bare tale om sproglige barrierer ved et udvekslingsophold. Personligt tog jeg et semester på Facultad de Ciencias Sociales, hvor jeg tog statstkundskabs- og sociologifag. Det er det mest populære fakultet mht. udenlandske studerende og det er derfor ikke gratis at studere der. For tre fag (som er et fuldtidsstudium) omkræver de 4050 argentinske pesos (2009~ 6000DKKR).
Der er flere måder hvorpå man kan tage et udvekslingsophold. En mulighed er selvfølgelig at benytte sig af de samarbejdsaftaler de danske universiteter har rundt om i verden. Det betyder dog at man er afhængig af at Det Internationale Kontor (hvis der er tale om KU) tager kontakten osv. Derudover skal man selvfølgelig lave en ansøgning om at få den/de få pladser der er til rådighed og søge ca. 1 år forud om pladsen. Med den nye regel om udlandsstipendium er det dog muligt at studere på alle universiteter i verden, hvormed man ikke behøver sig begrænse sig til de få samarbejdsaftaler. Det eneste krav er blot at opholdet bliver forhåndsgodkendt af uddannelsens studienævn.
Jeg valgte at tage afsted uafhængigt, så jeg selv kunne beslutte det meste. Nedenfor har jeg beskrevet proceduren. Først kan man her se to korte videoer fra en almindelig undervisningtime (læg mærke til de mange mennesker som kommer, går, taler, snakker i telefon etc., mens der undervises...): video1 og Video2.
Uafhængig ansøgning
1. Informationsark om krav til optagelse på fakultetet. Jeg har her uploadet informationsarket fra Facultad de Ciencias Sociales, men er du interesseret i at læse på et andet fakultet skal du kontakte dem og bede dem sende kravene til optagelse. Informationsark til Facultad de Ciencias Sociales. Mht. ansøgning om visum, så ændrer det sig fra år til år. Dermed skal informationen ang. visum i dokumentet tages med forbehold. I 2009 var det ikke nødvendigt at fremvise hverken original dansk dåbsattest oversat til spansk og heller ikke original straffeattest. Det kan dog hurtigt ændre sig!
2. Ansøgning: Saml de nødvendige papirer og send dem til fakultetet (hvis det er Facultad de Ciencias Sociales, så brug adressen: internacionales@mail.fsoc.uba.ar). Når du er blevet optaget, får du et dokument (Eksempel på optagelsesbrev).
3. Forhåndsgodkendelse hos studienævnet er næste skridt. På fakultetternes hjemmesider kan du finde et forældet udpluk af de fag de tilbyder. Herfra vælger du tre, som du kunne tænke dig. Du laver ansøgningen og indsender den. Det vigtigste er at have en forhåndsgodkendelse! Den kan laves om når du kommer afsted og får mulighed for at se det egentligt udbud af fag. Skema til forhåndsgodkendelse af fag på bacheloruddannelsen i udlandet.
Her begynder så de forskellige praktiske finesser forbundet med rejsen:
4. Flybilletten: find den korekte information om start og sluttidspunkt på semesteret og køb derefter en flybillet (jeg anbefaler IKKE at bruge hverken Jysk Rejsebureau eller Kilroy, men at købe direkte hos flyselskaberne da det er billigere).
5. Rejseforsikring er altid en større udgift en forventet. Personligt synes jeg Gouda er god, men jeg er sikker på der må findes en billigere løsningen. Man kan hos flere forsikringsselskaber købe en årsrejseforsikring til 500-1000 kr/år, men de dækker ofte kun rejser i op til 1 mdr. Derefter skal man betale for tillæg, og de udregninger jeg gjorde da jeg skulle afsted viste at Gouda var lidt billigere og dækkede meget mere (når der var tale om 6 mdr.)
6. Legatsøgning er absolut frivillig, men det betaler sig som regel. Af gode legater kan nævnes:
* OTICON Fonden
* Hotelejer Anders Månsson og hustru's Mindelegat
* Konsul Axel Nielsen's Mindelegat nr. 2
* Vilhelm Bang's Fond
* Knud Højgaards Fond
* Nordea Danmark-fonden
...ellers hold øje med lokalavisen i det område du voksede op eller der hvor du bor. Der er ofte små firmaer, banker etc. som uddeler legater til folk i nærmiljøet. Det næste spørgsmål er selvfølgelig hvordan man udvikler en GOD ansøgning...punktet kommer senere!
Ansøgning om (studenter)visum til Argentina
Man kan ikke blive indskrevet på UBA med et almindeligt turistvisum. Derfor medfører ønsket om at læse på universitetet en tur ned af bureaukratiets lange vej for at skaffe en midlertidig opholdstilladelse eller et studie-visa. Dette er bestemt ikke noget man klarer på en eftermiddag, idet man godt kan regne med et par lukkede døre, underskrifter der ikke kan skaffes, mangel på simple formularer samt en række andre absurde petitesser der ikke kan forklares ud fra en almindelig dansk logik.
Først og fremmest giver både la UBA og den Argentinske ambassade i Danmark en række forkerte oplysninger om hvad man skal bruge til visumansøgningen. Begge instanser skriver, at man skal medbringe fødsels- og dåbsattest samt straffeattest – oversat til spansk og legaliseret hos udenrigsministeriet. Oversættelse og legalisering af disse dokumenter koster sammenlagt omkring 1000kr – en udgift, der i bund og grund kan betragtes som penge ud af vinduet hvis det drejer sig om et enkelt semesters udvekslingsophold. For disse dokumenter er kun nødvendige, hvis de kurser man skal have strækker sig over 6 måneder.
Det der i stedet spurgtes efter på migrationskontoret var:
1. En argentinsk straffeattest (skaffes på adressen: Piedras 155, og tager ca. et døgn at lave)
2. Constancia de inscripción electrónica (skaffes på fakultetets kontor for internationale studerende, Marcelo T. de Alvear 2230)
3. Kopi af pas (alle sider indtil det sidste stempel)
4. To farvefotos (4*4 cm)
5. 200 Pesos
Med ovenstående dokumenter samt en pæn portion tålmodighed, lykkedes det mig at få en midlertidig opholdstilladelse, som dog skal fornys efter ca. 3 måneder. Et godt råd, der kan spare en masse ekstra besøg på de forskellige kontorer er, at dobbelt tjekke alle oplysninger, datoer og papirer som man samler ind de forskellige steder, da der ikke er nogen garanti for at alt er i orden selvom det umiddelbart kan se sådan ud.
Pr. 1. april 2009 ændredes proceduren dog for ansøgning om visum. Man skal nu ringe i forvejen og bede om en aftale, for at kunne lave sit visum. Det betyder at man måske skal vente 3 mdr. for at komme til. Samtidig handler det også om at undersøge helt præcis hvilke krav der er på det pågældende ansøgelsestidspunkt, da kravene som nævnt hurtigt kan ændre.
Boligsøgning i Buenos Aires
* Leje af værelse er ofte en god idé hvis du ikke ønsker at bo alene eller med din kæreste/ven/veninde. Her kan anbefales følgende to sider: Comparto Depto og Craigs List er altid et godt bud.
* Leje af lejlighed bliver ofte dyrt for udlændige i Buenos Aires da det kan være svært at skabe direkte kontakt med en ejer. Udlejningsfirmaer tager ofte mellem 10-15% komision, men hjemmesiden Solo Dueños formidler netop denne kontakt mellem ejer og lejer. Selvom hjemmesiden ikke er særlig opdateret, findes der telefonnumre man kan bruge til at spørge om de kender nogen der kender nogen osv.
Eksempler på opgaver på UBA:
Género, Globalización y DDHH (sociología)
La evolución de la pobreza en la Argentina 1989-2009 i faget Transición, Crisis y Reforma (Statskundskab).
El Caso Pedro i faget Cultura para la Paz y Derechos Humanos (Sociología, Trabajo Social og Ciencia Política).
|